Radikale tvivler på børnehjemsendelser

Eksperters kritik af danske planer om hjemsendelse af afghanerbørn vækker gehør hos regeringspartiet Radikale.

Regeringspartiet De Radikale sår alvorlig tvivl om, hvorvidt det nogensinde bliver til noget, at Danmark kommer til at sende uledsagede afghanske flygtningebørn tilbage til et særligt børnehjem i deres hjemland.

Partiets udlændingeordfører, Zenia Stampe, påpeger, at De Radikale sammen med de øvrige regeringspartier stemte imod forslaget, som blev vedtaget under den forhenværende regering.

- Vores holdning har ikke ændret sig siden. Da vi indgik i regering, fortsatte embedsmændene det her projekt, men vores principielle holdning og bekymring er den samme, siger Zenia Stampe.

Ifølge Justitsministeriet venter Danmark i øjeblikket kun på, at de afghanske myndigheder underskriver en projektaftale. Dermed kan SRSF-regeringen blive den første danske regering til at tvangsudvise uledsagede mindreårige til Afghanistan.

Det møder kritik fra både Dansk Flygtningehjælp og eksperter, der mener, at Danmark overtræder internationale konventioner og ikke kan garantere børnenes sikkerhed.

Ifølge Zenia Stampe deler De Radikale de bekymringer.

Hvorfor har I ikke standset projektet, hvis I ikke har ændret holdning?

- Det har været "business as usual". Det har kørt på embedsmandsniveau. Og så syntes vi måske heller ikke over for vores samarbejdspartner, at man helt kunne trække sig, når Danmark havde engageret sig, forklarer den radikale udlændingeordfører.

- Danmark er ikke ved at sende uledsagede flygtningebørn hjem. Det kræver, at regeringen beslutter det. Og vi har indtil videre ikke fået noget præsenteret, der gør vores bekymring mindre, siger Zenia Stampe.

Betyder det, at projektet er aflyst?

- Aftalen er, at embedsmændene arbejder færdigt, og så tager vi stilling på den baggrund. Vi vil ikke udelukke noget på forhånd, men vi har mange af de samme bekymringer som eksperterne, siger Zenia Stampe.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.