Amy Winehouse debuterede som kun 19-årig med albummet ’Frank’. Et album der lagde anmelderne ned med sin blanding af jazz, soul og R&B. Og med en stemme der lød – og stadig lyder – som en blanding af Lauren Hill, Macy Gray og Nina Simone.

Men op til udgivelsen af hendes andet album, Back to Black , har medierne i stigende grad været optaget af hendes privatliv.

Amy Winehouse er nemlig hende, de andre virkelig ikke må lege med. En rå og småvulgær gadetøs, der nægter at gå på afvænning, som kommer op at slås og højlydt sviner andre til, hvis det passer hende.

Men selvom livsstilen ellers indikerer det, laver Amy Winehouse ikke rock’n’roll. Musikalsk er Back to Black derimod ren retro i stil med Aretha Franklin, Motown og 50’ernes og 60’ernes pigegrupper. Til gengæld er der ikke meget uskyldig pigegruppe over hendes tekster, der er lige så hårdtslående, beskidte, hudløst ærlige og sårbare som hende selv.

Sex med ekskæresten

På den roots- og gospelinspirerede Rehab fortæller hun om, hvordan hun nægtede at tage med, da pladeselskabet kom for at tage hende med på afvænning. Og på You Know I’m No Good beskriver hun i detaljer, hvordan hun er utro med eks en, og hvordan kæresten finder ud af det, da han ser brandmærkerne på hendes krop, fra den sex hun havde på gulvtæppet.

Afvænning og rå næve

Amy Winehouse kan med egne ord kun skrive om de ting, hun selv oplever. Og der bliver ikke pakket noget ind eller skåret noget væk.

Sådan er det også, når hun giver interview. Lynhurtigt skifter emnet fra den store inspiration, hun har hentet i gamle pigegruppe-plader, og samarbejdet med produceren Mark Ronson (Lily Allen, Robbie Williams og Christina Aguilera) til hendes privatliv, som hun fortæller om uden den mindste tilbageholdenhed eller blufærdighed.

For eksempel hvordan vennerne fik hende installeret hos faderen, fordi de ikke kunne tage ansvar for hende mere og konstant frygtede at blive ringet op med beskeden om hendes død.

Og hvordan hun først nægtede at gå i afvænning, men endte med at tage med alligevel.

»Jeg gjorde det bare for at kunne sige, at jeg havde været der, og det så også godt ud fra pladeselskabets side. Men da jeg ankom, spurgte lægen, hvorfor jeg var der, og jeg svarede, at jeg var ulykkeligt forelsket, og at jeg drak, fordi jeg var deprimeret. Så sagde han fint, så er du ikke alkoholiker . Og så tog jeg hjem igen.«

Men du drak for meget?

»Ja, men det vidste jeg også godt,« siger hun og tilføjer:

»Jeg er ikke rar, når jeg drikker. Jeg er som en maniodepressiv, og det er ikke fair over for min kæreste.« Hun fortæller om den aften, hvor hun knaldede en kvindelig fan én på hovedet og bagefter knaldede kæresten én og sparkede ham i nosserne. Alt sammen fordi den kvindelige fan ville sige tak for en fed koncert, men samtidig bemærkede, at Amy Winehouse var meget fuld.

»Når jeg går af scenen, vil jeg være fuld, jeg går ikke smilende rundt som Kylie Minogue. Jeg slår kun, hvis folk er irriterende eller dårligt opdraget,« siger Amy Winehouse og bider igen i underlæbens løse hud. Hun kradser sig også hele tiden på de tatoverede arme. Og de uhyggeligt tynde ben, som er smurt ind i et par sorte jeans, er i konstant rastløs bevægelse. Men det er ikke nervøsitet. Uroen kommer indefra.

Færdig med hash

Amy Winehouses kæreste ringer på mobilen og vil tydeligvis snakke, selvom hun prøver at forklare, at hun er midt i et interview.

»Det er ikke fair – journalisten er kommet helt fra fucking... øh, hun er ikke fra England,« siger Amy, men fortstætter alligevel samtalen, der svinger fra sukkerbelagte kærlighedserklæringer til bidske bemærkninger.

Mens Amy Winehouse er travlt optaget af sin rutsjebanesnak, er der rig lejlighed til at studere hende i fred: Store, hvide kondisko, der virker helt overdimensionerede i forhold til hendes lille bitte krop.

Det samme gør det kæmpestore og knaldsorte hår, der ved hjælp af dårlige extensions, og noget, der ligner uldtotter, har fået form som en sammenfalden storkerede.

Smykkerne er store og hiphop-agtige, mens make-uppen er et helt kapitel for sig: Pink perlemor-læbestift, grøn øjenskygge under øjet og sort eyeliner, som ikke bare er flere centimeter bred, men også fortsætter helt op til øjenbrynet og i dagens løb er tværet ud.

Spiseforstyrrelse

Trods vinterkulden er hun kun iført en hvid tanktop over de sorte jeans. Toppen giver frit udsyn til brysterne og det net af strækmærker, der vidner om et stort vægttab.

Da Amy Winehouse debuterede, lignede hun de kurvede pin-ups, hun har tatoveret på armene, men nu er hun tynd som en junkie.

De engelske medier beskylder hende for igen at lide af spiseforstyrrelser, ligesom hun tidligere har gjort. Selv siger hun, at vægttabet er sket gradvist over tre år og i virkeligheden skyldes, at hun træner hver dag og er holdt op med at ryge hash. Hun plejede ellers at ryge fede hele dagen, men nu er det altså slut. »Jeg er et alt eller intet menneske,« som hun siger.

Aldrig mere forelsket

»Den dreng er fucking skør!« siger Amy Winehouse med et kæmpe smil og lægger telefonen fra sig. Men bagefter påstår hun, at hun ikke er forelsket.

»Jeg bliver aldrig forelsket igen. Jeg hader mænd. Nej, jeg hader ikke mænd, jeg synes, mænd er kedelige.«

Hun har lige fået lavet en ny tatovering på håndleddet. Det er en fugl i samme 50 er-streg som de andre tatoveringer.

»Min kæreste og jeg havde et kæmpe skænderi, hvor han truede med at gå som så mange gange før. Men denne gang havde jeg det bare sådan ja, vil du ikke godt gå . Så jeg ville have en tatovering, der symboliserede, at ingen skal holde på mig, jeg er en fri fugl,« siger hun.

»Jeg misbruger alle dem, jeg elsker. Min ekskæreste sårede mig én gang, men han kan ikke såre mig igen. Man kan ikke få sit hjerte knust to gange,« siger Amy Winehouse, som har skrevet et helt album om det.