Pytlick om exit: Mister stor personlighed

Landstræner Jan Pytlick mener, at landsholdet med Karin Mortensens stop siger farvel til en stor spiller.

Håndboldlandstræner Jan Pytlick er klar over, at han har mistet en af sine bærende spillere, efter at målmanden Karin Mortensen lørdag meddelte, at hun stopper på kvindelandsholdet.

- Det er en meget stor personlighed, vi mister. Både på og uden for banen har Karin fyldt rigtig meget, så det er en meget speciel dag for dansk kvindehåndbold, siger Jan Pytlick til sporten.tv2.dk.

- Det bliver svært sådan lige at erstatte Karin Mortensen, men der vil sikkert komme en, der kan noget andet, siger Pytlick.

Landstræneren er ikke helt overrasket over, at den 34-årige målmand har besluttet sig for at stoppe på landsholdet efter 12 år og 233 landskampe.

- Alt har jo en ende. Jeg vidste jo godt, at på et eller andet tidspunkt ville hun springe fra, og jeg synes, det er en meget moden beslutning, siger Jan Pytlick.

- Hun kunne godt have taget et år eller to mere, men hun har mærket efter i sin mave og følt, at nu skulle det være. Og det har jeg stor respekt for, siger den danske landstræner.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.