Da Jan Pytlick ved VM i Brasilien sidste år forlængede sin kontrakt som træner for det kvindelige danske håndboldlandshold til udgangen af 2015, sagde han, at det definitivt var hans sidste kontrakt som kvindernes træner.
Jan Pytlick og Dansk Håndbold Forbund (DHF) er dog indstillet på at forlænge samarbejdet frem til OL i Rio i 2016, hvis resultaterne er gode i perioden omkring VM på hjemmebane om tre år.
- 2016 er selvfølgelig inde i billedet. Det er en gensidig aftale, vi har, at hvis vi har kvalificeret os til OL eller er på vej til det, så gør vi selvfølgelig arbejdet færdigt, siger Morten Stig Christensen, generalsekretær i DHF.
Jan Pytlick bekræfter, at han er klar til at tage endnu et OL med.
- Vi har snakket om, at når vi når dertil (VM i 2015, red.), og hvis tingene er forløbet, som vi regner med, så er der kun et halvt år til OL. Og så vil jeg selvfølgelig tage OL med, siger landstræneren.
Spørgsmålet er så, om Jan Pytlick er landstræner frem til VM i 2015.
I sidste års kontraktforlængelse blev der nemlig indføjet en klausul om, at begge parter kan stoppe samarbejdet efter VM i 2013.
- Jeg vil rigtig gerne være med i 2016, men lad os nu se.
- Jeg har selv bedt forbundet om, at begge parter har mulighed for at komme ud af kontrakten. Jeg synes, det er naturligt, når man har været ansat i så mange år, siger Jan Pytlick.
Han var i første omgang landstræner fra 1998 til udgangen af 2005 og overtog igen holdet i 2007.
Jan Pytlick har blandt andet hentet OL-guld med håndboldkvinderne i 2000 og 2004 samt EM-guld i 2002.
/ritzau/