Hun har aldrig fået stillet diagnosen. Alligevel er Pusle Helmuth efter et levet 62-årigt liv ikke et sekund i tvivl om, at hun har ADHD – og det er hendes nærmeste heller ikke. Det skriver FEMINA.
Og selv om der kan følge meget kaos, stærkere følelsesudbrud og mere tempo med en ADHD-hjerne, så er Pusle Helmuth ikke et øjeblik i tvivl om, at hun kan takke sin ADHD for, at hun som barn kunne klare sig igennem de ofte krævende filmoptagelser til ’Min søsters børn”.
Særligt fremhæver hun den klassiske duet ”Det’ mentalt, det er galt!” med Dirch Passer i filmen ’Min søsters børn vælter byen’ fra 1968, som en af de optagelser, der gik over al forventning på grund af hendes ADHD.
– Det, jeg kunne, kunne jeg på grund af ADHD’en, er jeg sikker på. Der var særligt en scene i ”Min søsters børn”, hvor Dirch Passer og jeg skulle synge duet, samtidig med at der skete en masse andet. Jeg skulle spille læge, og vi skulle mime. Det var sådan en scene, der typisk skal skydes om masser af gange. Filmfolkene troede, at det ville tage en halv dag, men den sad i kassen i første hug!
– I dag kan jeg se, at mit talent som barneskuespiller også handlede om, at jeg med min ADHD havde alle antenner ude på én gang, siger hun til FEMINA, der har talt med Pusle Helmuth i forbindelse med udgivelsen af bogen ’Kvinder og ADHD’, hvor hun sammen med ni andre kendte kvinder fortæller om livet med en hjerne, der er lidt anderledes end normalen.
I alt nåede Pusle Helmuth at indspille fire ’Min søsters børn’-film, inden hun var 10 år. Efter en række turbulente år med masser af forskellige job, angst og nedture, som hun fortæller om i den nye bog, arbejder hun i dag som lægesekretær på Hvidovre Hospital og holder foredrag om sit liv.
Du kan købe bogen ’Kvinder og ADHD’ her, og opleve duetten her.