Magthaverne i USA lægger afstand til en pakistansk politiker, som har udlovet en dusør på manden bag den kontroversielle profetfilm "Innocence of Muslims".
Pakistans jernbaneminister, Ghulam Ahmed Bilour, fortalte søndag foran rullende kameraer, at der venter 100.000 dollar til den person, der dræber producenten af filmen, som har trukket et spor af voldelige optøjer gennem mange muslimske lande.
Beløbet svarer til omkring 574.000 kroner.
Bilour opfordrede samtidig Taliban og al-Qaeda til at hjælpe med at dræbe den forhadte filmskaber. Jernbaneministeren ville endda selv slå filmproducenten ihjel, hvis han fik muligheden, lød meldingen.
En talsmand for det amerikanske udenrigsministerium fortæller, at både USA's præsident, Barack Obama, og udenrigsminister Hillary Clinton mener, "at filmen grundlæggende er krænkende, modbydelig og forkastelig."
- Men det retfærdiggør ikke vold, og det er vigtigt for ansvarlige ledere at få forrest i kampen mod voldshandlinger, siger talsmanden.
- Derfor mener vi, at Mr. Bilours udtalelser er provokerende og upassende.
Den pakistanske regering har allerede fordømt jernbaneministeren Bilours mildt sagt opsigtsvækkende udmelding.
- Det er ikke regeringens politik. Vi lægger fuldstændig afstand til det, sagde regeringstalsmanden Shafqat Jalil søndag.
Tusindvis af muslimer i de arabiske lande og andre steder i verden har i den seneste tid været på gaden for at demonstrere mod "Innocence of Muslims".
Et klip fra filmen blev i sommer lagt på den populære videotjeneste YouTube og er senere oversat til arabisk.
Det menes at være den kristne egypter Nakoula Basseley Nakoula, der har lavet filmen i USA. Ifølge amerikanske medier har den 55-årige mand, som bor i Californien, skrevet og produceret filmen under pseudonymet Sam Bacile.
/ritzau/AFP