Professor: Dagpengereform giver ledige stress

Frygten for at miste levegrundlaget, fordi dagpengeperioden løber ud, stresser ikke kun de ledige, men også folk i arbejde, siger forsker.
Når dagpengeperioden er ved at løbe ud, melder folk sig syge, viser erfaringen fra Nordjylland.
Når dagpengeperioden er ved at løbe ud, melder folk sig syge, viser erfaringen fra Nordjylland. Foto: Colourbox

Mavesmerter og søvnløshed er hverdag for mange danskere uden job.

En undersøgelse blandt 400 ledige, som Analyse Danmark har foretaget for Ugebrevet A4, viser, at næsten halvdelen af de arbejdsløse føler sig stressede.

Henning Jørgensen, professor og arbejdsmarkedsforsker ved Aalborg Universitet, er ikke i tvivl om, at dagpengereformen fra 2010 har forværret de lediges situation.

"Det er ikke kun halveringen af dagpengeperioden fra fire til to år. For forsikrede ledige er det nok så meget fordoblingen af perioden for genoptjeningsretten, der virker negativt. Det fører til, at folk sendes ud i social deroute," siger han til Newspaq.

Fra Nordjylland er erfaringen, at folk bliver stressede og syge, når de er ved at miste deres levegrundlag, fordi dagpengeperioden løber ud.

Søren Visti Jensen (SF), formand for arbejdsmarkedsudvalget i Frederikshavn, har tidligere fortalt nordjyske.dk, at folk i stigende grad melder sig syge, når de er ved at ryge ud af dagpengesystemet.

Der findes ingen opgørelse over, om nedsættelsen af dagpengeperioden fra fire år til to år har sendt flere forsikrede ledige over i sygesengen.

Men Henning Jørgensen henviser til erfaringer fra de såkaldt Hartz-reformer i Tyskland i 2005.

"Her kom ledige efter et år på lav socialhjælp, hvor kommunen kunne bestemme, om de skulle sælge f.eks. hus eller bil. Det har haft store negative virkninger. Det er derfor, Tyskland har haft så stor ledighed, selvom de er verdensmestre i eksport," siger Henning Jørgensen.

Den danske dagpengereform stresser ikke blot ledige - også folk i arbejde bliver utrygge, siger forskeren.

"Det kan vi også se fra de tyske erfaringer. De bliver bange for at komme i samme situation. De sparer op i stedet for at bruge penge. Det betyder, at den indenlandske efterspørgsel falder, hvilket giver øget arbejdsløshed," siger Henning Jørgensen.

Samtidig begynder lønmodtagernes repræsentanter at kræve særlige afskedigelsesbeløb, hvis medarbejdere har været ansat i mange år.

"Dermed ødelægger man det danske flexicirity-system," siger Henning Jørgensen, som mener, at retten til dagpenge bør være ubegrænset.

"Der er ingen begrænsninger i Belgien. Jeg tror, at der i forbindelse med trepartsforhandlingerne kommer en konjunkturafhængig dagpengeperiode, hvor man er nødt til at forlænge perioden i perioder med lavkonjunktur," siger professoren fra Aalborg Universitet.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.