Den påståede californiske producent af en provokerende anti-islamisk film, som har udløst voldshandlinger i store dele af den muslimske verden, er lørdag blevet indbragt til en amerikansk politistation til en kort afhøring, oplyser en lokal tv-station.
Fra sit hjem i Cerritos i Californien blev den egyptiskfødte kopter Nakoula Besseley Nakoula af FBI-folk kørt til afhøring på sheriffens kontor, siger talsmand for sheriffen for Los Angeles-distriktet, Don Walker.
Den lokale filial af NBC News rapporterer, at manden, der i diverse interview både har erkendt og afvist at stå bag filmen "Innocence of Muslims" senere kom ud fra politistationen iklædt en frakke, hat, tørklæde og briller.
Myndighederne oplyser, at de føderale myndigheder prøver at finde ud af, om Nakoula har overtrådt betingelserne for sin prøveløsladelse i en påstået sammensværgelse om banksvindel. Men ifølge Walker så tog afhøringen af Nakoula ikke mange minutter.
- Det er et stykke tid siden, at han har forladt stationen, siger talsmanden.
Der er ikke blevet sagt noget om, hvilken konklusion, hvis nogen overhovedet, tilsynsværgen er kommet frem til under afhøringen.
I februar 2009 blev der rejst en føderal tiltale mod Nikoula og andre medgerningsmænd for at have skaffet sig identiteter og personnumre på en række af finansvirksomheden Wells Fargos californiske kunder og trukket 860 dollar fra dem.
På grund af det relativt lille beløb blev enden på historien, at retten idømte ham en betinget dom. Han har tidligere været et år i fængsel for at være i besiddelse af metamfetamin med henblik på at forarbejde det i 1997.
Nakoula havde indvilliget i at lade sig afhøre, inden sherifferne dukkede op ved hans bolig. Han var fuldstændig frivilligt fulgt med på stationen, oplyser NBC.
Filmen, der skildrer profeten Muhammed som en skurkagtig afviger, har fornærmet mange muslimer og udløst en stribe af antiamerikanske demonstrationer, som har kostet adskillige mennesker livet og fået folk til at brænde amerikanske missioner, skoler og firmaer.
/ritzau/AFP