I fremtiden vil nogle af landets mest farlige sindssyge blive passet af tidligere pædagogmedhjælpere og museumsvagter.
Danmarks sikreste retspsykiatriske afdeling, Sikringen i Nykøbing Sjælland, mangler mandlige plejere og derfor har afdelingen nu indgået en aftale med det private vagtfirma Group 4 Securicor. Det skriver Politiken.
Hos Group 4 Securicor oplyser man til Politiken, at det vil være den personlige profil, der afgør, hvem der kan bruges. De nye vagter vil få en måneds oplæring.
Nogle af patienterne på Sikringen er meget aggressive, og det kan kræve adskillige mænd at bringe en patient på toilet. De nye vagter skal hovedsagligt hjælpe med at løse konflikter og må ikke tage sig af patienternes personlige pleje og behandling.
Knud Erik Hansen, der har været plejer på Sikringen i 27 år, frygter, at en uerfaren plejer kan gøre en patient, der er ved at gå amok, endnu mere voldsom.