Den amerikanske drøm kan være nok så lykkelig og alligevel udvikle sig til et mareridt.
Det er der enighed om i avisernes nekrologer over den afdøde popkonge Michael Jackson, hvis bortgang musikindustrien og alle andre så småt er ved at vænne sig til.
Politiken påpeger, hvordan Michael Jackson i karrierens senere år nærmest gik på line mellem triumf og tragedie, og at den ultimative pris måtte betales til sidst.
I Berlingske Tidende betegnes stjernens livsrejse som en nedadgående spiral, der starter i fireårs-alderen, fortsætter henover verdenshistoriens bedstsælgende album og pædofilianklager og ender med et afdanket vrag, der kommer pludseligt men ikke helt uventet af dage.
Ekstra Bladet hæfter sig ved, at ordet popkonge efterhånden havde udviklet sig til en parodi i forbindelse med Jackson, men at det ikke desto mindre er den eneste betegnelse, der dækker efter hans død.
B.T. spekulerer i, hvordan albummet 'Thriller' fra 1982 ikke bare var det musikalske gennembrud, men også starten på den helt ekstreme stjernestatus, der siden skulle følge Jackson for livet på godt og ondt.
Michael Jacksons hjerte sagde stop 17 dage før hans planlagte comeback. Han blev fundet livløs i sit hjem lidt efter klokken 21 lokal tid i sit hjem i Los Angeles. Et par timer senere blev han erklæret død på et hospital i millionbyen.