Da Sveriges prinsesse Madeleine giftede sig med Christopher O'Neill i sommeren 2013, valgte den britisk-amerikanske forretningsmand at forblive borgerlig efter brylluppet.
Parret er efterfølgende flyttet til Englands hovedstad, London, hvor O'Neill arbejder, men flytningen har længe været kritiseret.
Prinsesse Madeleine har fået hug for ikke at opfylde sine prinsessepligter i Sverige, mens O'Neill er blevet kritiseret for at have en lukket attitude.
Under den nylige åbning af et nordisk børnebibliotek i London satte en åbenhjertig prinsesse Madeleine ord på palaveren i et interview med den svenske avis Expressen.
- Man bliver trist af at få kritik, men samtidig forstår jeg den også. Men nogle gange synes jeg, at Christopher får meget ufortjent kritik. Han er en følsom person, så det var lidt svært i starten, fortalte hun.
Prinsesse Madeleine får penge for de officielle opgaver, hun påtager sig, og ikke en fast apanage.
Derfor er det hovedsageligt Christopher O'Neill, der forsørger familien, som også består af prinsesse Leonore på snart tre år og lille etårige prins Nicolas.
- Jeg har valgt at bruge meget tid med børnene, mens de stadig er små. Jeg synes, det er meget vigtigt at være en nærværende mor. Når de bliver ældre, vil jeg selvfølgelig påtage mig flere officielle pligter.
- Vi er meget glade for at være i London lige nu, men jeg tror, vi ender i Sverige. Det er bare et spørgsmål om tid, lyder det fra hende.
/ritzau/FOKUS