Da Earl Spencer som blot 11-årige blev sendt på kostskole, startede et årelangt seksuelt misbrug af ham. Det fortæller afdøde prinsesse Dianas lillebror i sin nye selvbiografi, ”A Very Private School”.
Her beskriver han en kvindelig ansat som ”glubende pædofil”, der nat efter nat opsøgte de unge drenge i deres senge på sovesalen. Samtidig beskrives skolens rektor som en mand, der gik ind for håndgribelig og meget brutal afstraffelse.
Oplevelserne i barndommen har præget hele Earl Spencers liv, fortæller han i bogen.
De voldsomme episoder fandt sted på privatskolen Maidwell, og herfra tager man nu skarpt afstand fra fortidens hændelser.
– Det er hårdt at læse om den praksis, der sørgeligt nok blev betragtet som normalt og acceptabelt på den tid, lyder det i en udtalelse til Mail on Sunday, der bringer uddrag af bogen.