Opdateret kl. 17:05
Konfirmationen af 15-årige prins Christian bliver på grund af coronasituationen uden gæster fra udlandet.
Det betyder blandt andet, at prins Joachim, prinsesse Marie og deres børn, som alle er bosat i Paris, ikke deltager i konfirmationen 15. maj.
Det oplyser Lene Balleby, kommunikationschef i kongehuset.
- Det betyder desværre, at den nærmeste familie fra Frankrig, Storbritannien og Australien ikke vil være til stede på dagen. Således har prins Joachim og prinsesse Marie og deres børn måtte melde afbud på grund af gældende karantæneretningslinjer.
- Det samme gælder for John og Susan Donaldson i London. Med hensyn til familien i Australien er det ikke muligt for dem at deltage på grund af udrejserestriktioner, siger Lene Balleby i et skriftligt citat.
Prins Christian, som er kronprins Frederik og kronprinsesse Marys ældste, bliver konfirmeret i Fredensborg Slotskirke, der ligger i Nordsjælland, 15. maj.
Kirken er anvendt til mange kirkelige handlinger for kongefamiliens medlemmer. Dronning Margrethe, kronprins Frederik og prins Joachim er alle blevet konfirmeret i kirken.
Ved den efterfølgende private fejring af konfirmationen vil der kun være 25 gæster. Det skyldes også coronaretningslinjer.
Ifølge Billedbladet er der også tidligere kommet afbud fra det svenske og norske kongehus til konfirmationen.
Prins Joachim, prinsesse Marie og parrets to børn, prins Henrik og prinsesses Athena, er bosat i den franske hovedstad, mens Joachim er forsvarsattaché på den danske ambassade i byen.
Han tiltrådte stillingen i september 2020. Stillingen besættes for tre år med mulighed for forlængelse.
Prins Christian har i øvrigt besluttet at flytte hjemmefra. Efter sommerferien skal han bo på Herlufsholms Kostskole ved Næstved på Sydsjælland.
/ritzau/
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
Som nyhedsbrevsmodtager sender vi dig nyhedsbreve indeholdende breaking news, dagens vigtigste nyheder samt redaktionelle kampagner. Når du tilmelder dig nyhedsbrevet, accepterer du samtidig, at nyhedsbrevet kan indeholde kommercielt indhold i form af tilbud, læserundersøgelser, konkurrencer og events fra Avisen.dk samt markedsføring af produkter og ydelser fra 3. part.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.