Pirates of the Caribbean:
Ved verdens ende.
Instr. Gore Verbinski.

Det bliver næppe mere gennemført kommercielt end at basere en filmserie på en rutschebane i Disneyland. Men udført så stabilt charmerende, farverigt og medrivende som ’Pirates of the Caribbean’-trilogiens blendning af sørøvermyter og sømandslegender er kommercialisme da ikke sådan at foragte.

Når den ikke uvæsentlige bonusscene efter rulleteksterne blænder ned, har 3’eren ’Ved verdens ende’ løbet hele tre timer uden at føles den mindste smule langtrukken. Lidt af en bedrift i sig selv, ydermere beundringsværdig af, at vi på dette tidspunkt i trilogien har tilbragt sammenlagt otte timer på de høje nagler med Kaptajn Jack Sparrow & co.

Efter 2’erens skamløst åbne slutning, skal Jack (Johnny Depp) reddes tilbage fra dødsriget, og de syv haves pirat-fyrster må træde sammen for at overvinde det grådige handelskompagnis armada, der nu føres an af Davy Jones’ (Bill Nighy) spøgelsesskib. Videre udredning af plottet giver ikke mening på denne begrænsede plads, for den suppedas af uhellige alliancer og studehandeler, der har været Pirates-franchisens brændstof siden starten, eskalerer her fuldstændigt i et speget sørøver-skakspil med et tocifret antal spillere.

Det hele truer derfor (igen) med at blive for kompliceret, men Piraterne klarer skam (igen) frisag gennem den flotte og detaljerede virkeliggørelse, samt især et forbilledligt opfindsomt manuskript, proppet med drillende dialog og hæsblæsende ramasjang i riggen. Intet skælsættende, bare topkyndig popcornseskapisme.

I det store felt af karakterer er syrede Depp nok en gang det muntre højdepunkt, som den nu helt gakgakkede anti-helt i midten, men fremhæves må også Nighys skotte-sprutte-spøgelseskaptajn, harske Lord Cutler (Tom Hollander) og den stærkt forskræppede, men også helt perfekte cameo fra Rolling Stones-guitaristen Keith Richards (inklusive guitar) som Jacks far.

’Ved verdens ende’ er hverken mere eller mindre end sine forgængere, men holder problemfrit den høje underholdnings-kadence. Der er måske lidt færre effekt-højdepunkter og mindre at klaske sig på lårene af grin over, men til gengæld er billedpoesien rigere og de følelsesladede momenter langt mere vedkommende. Og vigtigt for en eventyr-trilogi: finalen er passende gigantisk og slutningen tilfredsstillende mytologisk.

Anmeldt af Noe Habermann