Presset er stort på Hamburger SV's sportsdirektør, Frank Arnesen, og danskeren tøver ikke med at sende presbolden direkte videre til klubbens træner, Thorsten Fink.
- Indtil vinterpausen 16. december er der fortsat 14 kampe, hvor vi kan måle holdet, og det samme gælder for Thorsten, siger Arnesen til avisen Hamburger Abendblatt.
- Lige nu skal vi give træneren tid til at arbejde med spillerne, inden vi konkluderer noget til vinter, lyder det fra Arnesen.
HSV har fået en elendig sæsonstart. Nordtyskerne røg ud i pokalturneringen allerede i første runde, mens det i Bundesligaen er blevet til tre nederlag i de tre første kampe.
I sidste sæson var HSV en del af nedrykningskampen mere eller mindre fra start til slut.
Fink blev hentet ind som redningsmand, og selvom HSV blev oppe i landets bedste række, så førte han kun HSV frem til syv sejre i 31 kampe.
Lørdag venter der HSV en svær opgave, når Borussia Dortmunds tyske mestre kommer på besøg.
/ritzau/