Der blev plads til to danskere i Ajax Amsterdams startopstilling i den svære udekamp mod Borussia Dortmund i Champions Leagues gruppespil.
Den tidligere landsholdsanfører Christian Poulsen og den nuværende landsholdsspiller Christian Eriksen begynder begge på hollændernes midtbane.
Dermed blev der ikke plads til Lasse Schöne, som ellers var i startopstillingen sammen med to andre danskere i weekendens 2-0-sejr på hjemmebane over RKC Waalwijk.
I den kamp scorede Lasse Schöne efter et fornemt sammenspil med Eriksen, men Ajax-træner Frank de Boer har muligvis vurderet, at det ville blive for satset med to så offensivt orienterede midtbanespillere.
Nicolai Boilesen og Viktor Fischer er ikke med på bænken til kampen i Tyskland, mens Lucas Andersen slet ikke er registreret til kampene i Champions League.
Venstrebacken Michael Lumb sidder på bænken for russiske Zenit Skt Petersburg, der på udebane gæster spanske Malaga.
/ritzau/