Posthuset i Haslev på Midtsjælland er torsdag morgen blevet evakueret, skriver Sjællandske Mediers netavis, sn.dk.
Årsagen er, at der i en forsendelse er blevet fundet hvidt pulver.
Faxe Brand & Redning har ifølge sn.dk sendt alt disponibelt mandskab til posthuset.
Samtidig har politiet afspærret bygningen.
Politiet fik alarmen lidt klokken 8.30, oplyser vagtchef Søren Østervig til Ritzau.
- Vi afventer specialister fra Center for Biokemisk Beredskab, siger vagtchefen.
Eksperterne skal vurdere det pulver, som udløste alarmen.
Indtil undersøgelsen er afsluttet, vil Stationspladsen være afspærret.
/ritzau/