CD en eller den nyeste Harry Potter-bog kan pludselig blive 150 kroner dyrere, hvis varerne er købt på nettet. Ifølge Nordjyske Stiftstidende har Post Danmark hævet gebyrer på netvarer købt uden for EU fra 75 kroner til 150 kroner.
Gebyret betales for at få varerne toldbehandlet hos Post Danmark, hvis man for eksempel har handlet på en amerikansk hjemmeside.
- Jeg er virkelig forundret. Vi har lav dollarkurs, og danskerne har for alvor kunnet nyde godt af for eksempel billige amerikanske bøger, og så vil Post Danmark tage sig bedre betalt for fortolding, siger Kim Christiansen, der står bag en hjemmeside, der sammenligner bogpriser, til Nordjyske Stiftstidende.
Post Danmark har hævet gebyret fra 1. januar, men de private hjem er ikke blevet oplyst om gebyrets fordobling. Men pressechef Arne Kjerulf forklarer, at gebyrændringen er beskrevet i et blad uddelt til erhvervslivet, og at det står på Post Danmarks hjemmeside.