Allerede inden hun runder 30 år, kan hun muligvis skrive partiformand på visitkortet.
SF's unge sundhedsminister, 29-årige Astrid Krag bliver nævnt som sandsynlig afløser for Villy Søvndal, der fredag fortalte, at han stopper som formand for partiet.
Astrid Krags interesse for fagbevægelsen og kampen for et bedre liv for arbejderne blev vakt, da hun som ung skoleelev kæmpede sig gennem samtlige bind af "Pelle Erobreren."
Hun er på Christiansborg blev betegnet som en del af Villy Søvndals midtersøgende unge støtter.
Men den unge politiker er også nået til nogle erkendelser omkring idealisme og realiteternes verden, som måske ikke glider lige nemt ned i alle dele af SF.
- For mig er der ikke en modsætning mellem at være idealist og praktisk politiker, for det mest idealistiske og humanistiske er da at få nogle forandringer igennem.
- Jeg laver politik for at forandre noget - ikke for at sidde i rundkreds og diskutere, har hun tidligere sagt til Information.
I 2006 prøvede hun for første gang kræfter med Folketinget, da hun blev udnævnt som stedfortræder for Villy Søvndal og var inde på Christiansborg i en kort periode.
Nu kan hun så overtage hans post som partiformand.
Om hun bliver den nye formand bliver afgjort i løbet af et par uger. Selv siger Astrid Krag fredag, at hun ikke har gjort op med sig selv, om hun stiller op til formandsposten.
Men der er allerede minutter efter informationen om Søvndals exit opbakning til hende fra dele af SF's landsledelse.
Villy Søvndal siger selv fredag, at Astrid er en dygtig og arbejdsom politiker, men tilføjer, at han ikke vil blande sig i, hvem der bliver den nye formand, og dermed heller ikke kommentere, om den unge SF'er vil være en god kandidat.
/ritzau/