Fødevareeksperterne Michael René og Orla Zinck finder det meget betænkeligt, at Espresso House har åbnet en kaffebar på Rigshospitalet, skriver Ekstra Bladet.
Espresso House har ifølge avisen problemer med både hygiejnen og ledelsen, og nu skal den levere mad og drikkevarer til patienter på et hospital:
- For de har ofte et lavt immunforsvar og er derfor en meget udsat gruppe. Altså en gruppe som kræver mad, der er sikkert – altså produceret under sikre hygiejniske forhold. Og fakta er, at det er et krav som Espresso House ikke lever op til, vurderer Orla Zinck.
Michael René er ligeledes bekymret over, at Espresso House skal bespise syge mennesker. Han håber, at hospitalsledelsen holder øje med, at der er et ekstremt højt hygiejneniveau.
- For det mikrobiologiske vanvid, vi har set i andre af kædens kaffebarer, kan være ekstremt farligt på Riget, siger han til Ekstra Bladet.
Til den bekymring skriver Rigshospitalet, at det "naturligvis" er Espresso House og ikke Rigshospitalet, der har ansvaret for, at caféen overholder myndighedskrav. Rigshospitalet skriver desuden, at man vil følge op overfor ledelsen af Espresso House, hvis den "bliver bekendt med forhold, der ikke er i orden".
Espresso House åbnede for tre uger siden caféen på Rigshospitalet, og forleden afslørede Ekstra Bladet, at det står slemt til med hygiejnen på flere kaffebarer.
I den forbindelse sagde Charlotte Kølln, sektionsleder i Fødevarestyrelsen, blandt andet til Ekstra Bladet:
- [...] Espresso House er generelt noget ringere til at overholde reglerne sammenlignet med andre i sin branche.