Den britiske popstjerne Ed Sheeran har mange talenter, men det er alligevel højst overraskende, at han nu er blevet tildelt en plads i truppen hos den traditionsrige engelske fodboldklub Ipswich Town.
Det står klart efter at klubben har offentliggjort den endelige spillertrup til årets sæson i den tredjebedste engelske fodboldrække, som på de kanter kaldes 1. division.
Ed Sheeran er erklæret Ipswich-fan og er i denne sæson gået ind i klubben som tøjsponsor. De blå spillertrøjer skal således prydes med et billede af superstjernens mange succesfulde albums - og nu har Ipswich altså valgt at betale Sheeran tilbage med en plads i truppen.
Selvom Ed Sheeran officielt er blevet tildelt trøje nummer 17, forventer han dog ikke at komme på banen i den kommende sæson.
– Jeg tror det bliver en fantastisk sæson, og jeg er beæret over at være en del af den. Jeg håber dog at trøjenummeret er symbolsk, fordi jeg ønsker, at vi skal rykke op, og det sker ikke, hvis jeg spiller, siger Sheeran, som understreger, at han er glad for klubbens gestus.
- Da Ipswich fortalte mig om det, troede jeg det var en spøg, men jeg elsker ideen, siger den 30-årige popstjerne.
Ipswich-bossen Mark Ashton fortæller, at trøjenummeret og pladsen i truppen skal ses som en tak til Ed Sheeran for støtten.
Multikunstneren Ed Sheeran har vundet fire Grammy-priser, men har også haft roller i flere Hollywood-film og sågar også en scene i den berømte serie “Game of Thrones”.