Jon Nørgaard, der i 2002 vandt tv-talentkonkurrencen "Popstars", er mandag blevet idømt 30 dages betinget fængsel.
Det skriver Ekstra Bladet.
Sagen centrerer sig om et indbrud, som den 37-årige musiker stod bag i 2019. Det skete ifølge mediet hos en person, som Jon Nørgaard havde en relation til. Samlet stjal han genstande for en værdi af 13.000 kroner.
Allerede inden retsmødet havde han erkendt sin skyld, og sagen blev derfor behandlet som en tilståelsessag.
I retten blev han spurgt, hvorfor han havde begået indbruddet, og til det svarede han ifølge Ekstra Bladet:
- Et øjebliks total idioti.
Jon Nørgaard modtog dommen på 30 dages betinget fængsel.
/ritzau/
Af Mads Ingemann Abbes, Ritzau Fokus