Bjarne Riis og Team Saxo Bank-Tinkoff Bank har forlænget aftalen med den polske bjergrytter Rafal Majka, så den løber de næste tre sæsoner, oplyser cykelholdet i en pressemeddelelse.
Det 23-årige talent kom til det danskbaserede cykelhold i 2011 og har levet en relativt stille tilværelse siden da. Men han leverede dog senest en stærk præstation i Vuelta a Espana, hvor han var med på holdet, der førte Alberto Contador frem til den samlede sejr.
Nu regner Bjarne Riis med, at præstationen giver polakken et rygstød til det kommende år.
- Rafal er en rytter, man skal holde øje med, og i mine øjne er han en af de mest lovende klatrere i feltet i dag. Vi har kendt hans talent i nogle år efterhånden og har set hans udvikling, men jeg synes godt, at man kan tale om et gennembrud for ham i Vueltaen.
- Så at vi har kunnet forlænge hans aftale, er fantastisk godt nyt for vores hold. Jeg tror på, at Rafal bliver en vigtig rytter for os i årene, der kommer, både som hjælperytter og en, der kan lave resultater på egen hånd, lyder det fra Bjarne Riis.
Majka mener, han er kommet til det helt rigtige hold.
- Saxo Bank-Tinkoff Bank passer som hold perfekt til mig. Jeg er stadig meget ung, og jeg ved, at jeg stadig har meget at lære, og med Bjarne som manager og Alberto som kaptajn, føler jeg, at jeg kan lære fra de bedste, siger Rafal Majka.
/ritzau/