Spillefilm, der ikke bliver til noget. Instruktører, der stikker støttekroner i lommen uden at levere. Og filmselskaber, som igen og igen søger (og får) midler til at udvikle idéer, der aldrig ser skyggen af et lærred.

Det er politikken på Filminstituttet, der årligt uddeler for cirka 100 millioner skattekroner til udvikling af danske film. Blandt andre har instruktør Bille August på blot et år fået udbetalt over to millioner i støtte til projekter, som i branchen bliver betragtet som selvdøde. Blandt andet i samarbejde med den kendte manuskriptforfatter Anders Thomas Jensen, som også har hevet hundredtusindvis af kroner ud af støttesystemet. Penge, der alle er fordampet i varm luft.

Med på listen over forgyldte idémagere er også manuskriptforfatterne (og filmskolelærer) Mogens Rukov og (tidligere filmkonsulent) Gert Duve Skovlund, der hver især har brugt en halv million på indfald, der var lidt for løse i betrækket.

Nyhedsavisen har især kigget på støttefordelingen til spillefilm i årene 2002 og 2003, da film fra de år må forventes at være færdige nu. Men at der i for eksempel 2002 kun var 39 ud af 72 støtte-projekter, der blev til regulære filmstrimler, generer ikke instituttets områdedirektør, Claus Ladegaard.

»Jeg kunne sagtens forestille mig, at vi havde støttet langt flere projekter, der af gode grunde ikke var blevet til noget. Vi er ikke bange for at trække stikket ud på noget, der ikke er særligt godt,« siger han.

Eksisterer der en slags goodwill-ordning for medlemmer af filmfolkets venneklub?

»Det kan jeg fuldstændig afvise. Vi har sikret systemet for vennetjenester ved at skifte filmstøtte-konsulenterne ud jævnligt. Når Lars von Trier får så meget støtte, er det, fordi han er bedre til at lave film. Det samme med Anders Thomas Jensen, der har skrevet masser af succesfulde manuskripter.«

Hvad så med Bille August?

»Den støtte er givet, før jeg blev ansat, så jeg vil ikke gå ned i konkrete sager. Men jeg kan sige, at vi bygger på forskellighed og hele tiden forsøger at justere balancen. Vi støtter både Christoffer Boes ¿Reconstruction¿, der kun får 5.000 til at gå i biografen og ¿Far til Fire¿-filmene, der let kan trække en halv million mennesker.«

Problematisk støtte

I Folketingets Kulturudvalg er visse medlemmer ikke helt enige i Filminstituttets fordelingsnøgle. Blandt andet Karin Nødgaard fra Dansk Folkeparti:

»Det er dybt problematisk, at man så konsekvent bruger penge på noget, der aldrig resulterer i et produkt. Jeg vil gerne have helt klarhed over, hvad pengene bliver brugt til, og hvor de penge er henne nu,« siger kulturordføreren, der allerede er i gang med at stille et såkaldt paragraf 20-spørgsmål til kulturministeren, hvor han skal redegøre for filmstøtten. Blandt andet på baggrund af de 3,3 millioner, som Bille August fik af H.C. Andersen Fonden, men som heller ikke har resulteret i en færdig film.

»Man skal ikke bare uddele penge per automatik. Hvis der er folk, der gentagne gange får støtte selvom projekterne ikke bliver til noget, så skal vi have det undersøgt,« pointerer hun.

Også Venstres kulturordfører, Ellen Trane Nørby, vil have afklaring på området. Hun har bedt ministeren om at redegøre for fordelingen tilbage til 1999.

»Støttekroner behøver ikke nødvendigvis lede frem til et resultat, og derfor indebærer ordningen en vis risiko. Men det er beklageligt, hvis der er en tendens til, at støtten er skævt fordelt.«

Støtte som sovepude

Kulturordfører Mogens Jensen fra Socialdemokraterne er også overrasket over de store antal film, der ikke bliver til noget, men siger:

»Det er en slags udviklingsforsknings-omkostninger, som er nødvendig, for at vi kan lave gode film herhjemme, men i mine ører lyder det som meget høje tal.«

Til sammenligning får hverken musik- eller bogbranchen nævneværdig offentlig støtte til selvudvikling. Rekordindehaveren for støtte til film, der ikke bliver til noget (i alt 15 stk. i 2002-2003), er Zentropa, og direktør Peter Aalbæk Jensen er da heller ikke bleg for at advare branchen om, at støttefordelingerne ikke må blive en sovepude.

»Man bliver nødt til at udvikle film hele tiden, men desværre ved man ikk,e om projekterne holder vand, før man er langt inde i dem. I Hollywood udvikler de 10 gange så mange film, men herhjemme har vi brug for statens støtte, og det ville være en større katastrofe, hvis alt det, der blev sat i gang, blev filmatiseret. Så ville jeg for alvor tabe penge.«

Penge til manuskript- og udviklingsstøtte skal ikke betales tilbage.