Politikerne i Odense kan ikke blive enige om, hvorvidt der skal være videoovervågning i Odense eller ej.
Derfor er det heller ikke sikkert, at borgmester Jan Boye (K) har et politisk flertal i ryggen, når han i morgen mødes med politimester Poul Løhde for at diskutere videoovervågning i byens natteliv. Både Socialdemokraterne, SF og Enhedslisten er principielt imod videoovervågning.
»Hverken videoovervågning eller visitationszoner hindrer spontan vold i nattelivet. I stedet skulle man sætte flere betjente på gaden og styrke de opsøgende gademedarbejderes forebyggende indsats,« siger gruppeformand i SF Brian Dybro, der vil stemme nej til videoovervågning, hvis det bliver et punkt på byrådets dagsorden.
Heller ikke Enhedslisten er venligt stemt over for videoovervågning.
»Det løser ikke problemerne. I stedet bør vi tage et fælles ansvar for, at Odense bliver en tryg by at færdes i,« siger gruppeformand for Enhedslisten Per Berga.
Op til politimesteren
Socialdemokraterne er derimod lidt venligere stemt over for videoovervågning.
Men partiet vil først træffe beslutningen, når der foreligger en faglig vurdering fra politimesteren.
»Hvis politiet vurderer, at der er bevæggrund for at opsætte videokameraer, så vil vi selvfølgelig gå ind i en dialog. Men vi vil først beslutte os, når der ligger en vurdering fra politimesteren,« siger gruppeformand Peter Rahbæk Juel (S).
Han understreger dog, at partiet principielt er imod videoovervågning.
»Man skal ikke overvåge for enhver pris. Heller ikke selvom det er sæson for visitationszoner og videoovervågning,« siger han.
eller ikke Venstre er begejstret for videoovervågning.
»Hvis vi skal være med til at indføre videoovervågning i Odense, vil vi kræve, at der bliver lavet en evaluering på et senere tidspunkt. Vi vil være sikre på, at videoovervågningen har en effekt, ellers kan det jo være ligegyldigt,« siger politisk ordfører for Venstre rådmand Jane Jegind.
Den holdning er for slap, mener politisk ordfører for De Konservative Mai Henriksen.
»Jeg undrer mig over, at partierne trækker beslutningen i langdrag. Det betyder, at der går endnu længere tid, inden vi kan komme i gang med at gøre Odense til en tryggere by,« siger Mai Henriksen (K). Hun så helst, at partierne meldte klart ud, inden borgmester Jan Boye (K) mødes med politimesteren i morgen.
»Jeg forstår ikke, hvorfor det er så svært at melde kulør. Politiet og borgerne fortjener da at vide, hvad partierne mener om video-overvågning,« siger Mai Henriksen.