Antallet af skandaler som følge af elendig sagsbehandling på rådhuse eller uacceptable forhold på institutioner vokser. Og der er i mange tilfælde ikke tale om enkeltsager bortset fra i den forstand, at det kun er enkelte sager, der når frem til offentligheden gennem pressen.

I virkeligheden er sagerne meget ofte udtryk for normen for, hvad der foregår i hele – eller i store dele af – den aktuelle forvaltning eller institution. Det ved politikerne bare ikke, for de har ikke sat sig ind i lovgivningen på området, og de har ikke følt forvaltningen på tænderne, som enten bisiddere eller partsrepræsentanter i enkeltsager.

Et af resultaterne heraf er, at systemet, der i sager kan omfatte sagsbehandler, forvaltningsledelse, kommunens juridiske element, ankeinstans og kommunalbestyrelsesflertallet, ender med at afvise fakta. For, som en forvaltningschef engang udtrykte det: »Vi kan skrive os ud af alt, hvis vi har politisk dækning.«

Borgerne står svagt

I sådanne situationer står borgerne uhyre svagt og med advokat og søgsmål som eneste måde at komme videre på.

På det sociale område er delområderne førtidspensionssager og tilsyn med plejehjem/ældreboliger/institutioner eksempler på områder, hvor det ofte enten går galt – eller hvor tilsynet svigter. En tilstand, jeg kan bevidne på baggrund af 24 års medlemskab af en kommunalbestyrelse.

Her er et eksempel fra det virkelige liv: En ung, handikappet borger nærmer sig sin 18 års fødselsdag, og på dette tidspunkt er det kommunens pligt at få den nu voksne videre i livet.

Hovedspørgsmålet er, om der skal arbejdes med henblik på selvforsørgelse eller førtidspension.

I den aktuelle sag forsyndede socialforvaltningen sig i relation til stort set alle retningslinjer, men blev alligevel bakket op af såvel ankeinstans som af det politiske flertal.

Vejen ud blev en domstolsafgørelse, som tvang kommunen til at yde førtidspension med tilbagevirkende kraft. En enkeltsag ? Nej!

Af de øvrige sager, jeg var inddraget i, blev et par stykker vundet af borgerne efter lokal rådgivning og bisidderaktivitet. To andre sager blev afgjort til borgernes fordel som følge af advokatbistand, som imidlertid udløste honorarer, borgerne skulle betale, i størrelsesordenen 25.000 kroner.

Atter andre magtede ikke at kæmpe imod systemet, men valgte at indordne sig under de vilkår, forvaltningen anviste.

Inkompetente

Som i forvaltningerne således også på plejehjem/ældreboliger/institutioner. De såkaldte enkeltsager er, som nævnt, i mange tilfælde sager, der afspejler en hovedtendens på det aktuelle område.

Flertallets typiske reaktion er imidlertid den lette. Det råber enkeltsag og enkeltsagspolitiker og læner sig op ad inkompetente ledende medarbejdere.

Det er for besværligt og for afslørende at sætte sig ind i tingenes tilstand – og derfor kommer skandalerne rullende, i det omfang de gør.