De danske arbejdsløse på kontanthjælp ligger, som de har redt.
Hvis blot de gik mere helhjertet og energisk ind i jobsøgningsjagten, ville de være i arbejde og dermed ikke en månedlig udgift for staten.
Det mener folketingspolitikeren Simon Emil Ammitzbøll fra Liberal Alliance, der i morgendagens afsnit af TV2-programmet "Velkommen til virkeligheden" helt bramfrit blotter sine mere eller mindre opsigtsvækkende politiske holdninger for danskerne.
- Jeg synes, det er klogt, at du har steriliseret dig, siger Ammitzbøll undervejs i programmet til arbejdsløse 35-årige Mette Hansen, da diskussionen i intense vendinger begynder at kredse om hendes børn.
- Det er jo også et valg at få tre børn med tre forskellige mænd, lyder det videre fra den liberale politiker, der lader en bemærkning slippe om, at der er fri abort her i landet.
Da Mette Hansen vredt svarer, at hun er imod abort, er den kontante reaktion fra Simon Emil Ammitzbøll:
- Jamen, det synes jeg også er fair nok, hvis jeg ikke skal finansiere dit liv.
Undervejs i programmet bliver Mette Hansen også af politikeren opfordret til at klippe sit hår og fjerne en mundpiercing for at bedre mulighederne for at komme i arbejde.