Politiet har fået mange tip fra vidner efter drabet natten til onsdag på en 48-årig pakistansk kioskejer fra Enghavevej på Vesterbro i København.
Men endnu er politiet ikke kommet på sporet af den mand, der passede kioskejeren op på gaden og bagefter skød ham på klos hold.
Drabet skete onsdag klokken 0.30 på Matthæusgade lige i nærheden af den dræbtes kiosk, som han netop havde forladt ved lukketid.
- Vi har fået nogle interessante tip blandt andet fra folk, der har set nogen, som svarer til det signalement, vi har sendt ud, og dem undersøger vi nu, siger Hans Erik Raben fra drabsafdelingen hos Københavns Politi.
Politiet vil imidlertid gerne i kontakt med flere vidner, der omkring midnatstid og frem til lige efter drabet har set mistænkelige personer eller biler i området omkring Matthæusgade og den nærliggende Tove Ditlevsens Plads.
Efterforskerne er ikke mindst interesseret i oplysninger om, hvordan gerningsmanden og eventuelle hjælpere er kommet væk fra stedet efter drabet.
Kioskejeren var i august sidste år sigtet og varetægtsfængslet for drabet på Tamur Asghar foran moskeen på Amerikavej på Vesterbro i København.
Han blev siden renset for mistanke i den sag. Men politiet mener, at drabet på kioskejeren kan hænge sammen med den gamle sag, og at der kan ligge et hævnmotiv bag nedskydningen, som ligner en likvidering.
- Det er helt naturligt, at vi blandt andet kigger i retning af drabet på Amerikavej. Der er en stor personkreds, som vi kigger igennem, men vi ser også i andre retninger, siger Hans Erik Raben.
Foreløbig mener politiet, at kioskejeren blev udspioneret inden drabet. Vidner har set to personer sidde på nogle bænke en halv times tid forinden. Den ene af disse mænd kan være gerningsmanden.
Han beskrives som cirka 30 år, 185-187 centimeter høj og meget muskuløs. Han havde mørke bukser på og en grå hættetrøje med hætten trukket op.
Efter skyderiet løb gerningsmanden i retning mod Enghavevej og Tove Ditlevsens Plads, men her forsvinder sporet af ham foreløbig.
/ritzau/