I en sag om blandt andet indsmugling af over 500 kilo kokain og heroin til Danmark er ti mænd onsdag blevet anholdt i fem lande.
Det oplyser National enhed for Særlig Kriminalitet, NSK, i en pressemeddelelse.
Efter en længerevarende efterforskning var politiet onsdag klar til at slå til med anholdelser og ransagninger i flere lande. Efterforskningen foregik i samarbejde med politiet i Norge, Holland, Tyskland og Montenegro.
De anholdte mænd er i alderen 24 til 62 år.
Fem blev anholdt i Danmark - i Odense, Hirtshals, på Djursland og to i Randers. Tre mænd blev anholdt i Holland, mens de to sidste blev anholdt i Norge og i Montenegro.
I forvejen sidder en fjerde hollænder varetægtsfængslet i Tyskland.
Alle ti mænd er sigtet for at være involveret i international organiseret smugling af og handel med narkotika.
De tre hollandske mænd er sigtet for i 2022 at have smuglet mere end 500 kilo kokain og heroin fra Holland til Danmark. Dermed er sagen en af de største om indsmugling af narko herhjemme.
I Danmark blev stofferne ifølge sigtelsen afsat til flere kriminelle netværk over hele landet - herunder flere af de danskere, der også blev anholdt onsdag.
Desuden er tre af de sigtede, som kommer fra Randers og Hirtshals, sigtet for at have smuglet flere hundrede kilo hash og skunk fra Danmark til Norge.
Ledende politiinspektør Michael Kjeldgaard lægger vægt på, at det internationale politisamarbejde har spillet en afgørende rolle i sagen.
- Særligt har samarbejdet med politimyndighederne i Montenegro været forbilledligt og viser, at mistænkte for organiseret kriminalitet ikke er uden for dansk politis rækkevidde, selvom man forsøger at skjule sig i lande, hvor vi ikke har direkte samarbejds- og udleveringsaftaler via EU, udtaler han.
De fire hollændere og den anholdte i Montenegro vil blive begæret udleveret til Danmark, mens den norske statsborger forventes retsforfulgt i Norge.
Fire af de mænd, som blev anholdt i Danmark, vil torsdag blive fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Randers. Den femte anholdte ventes løsladt efter endt afhøring, men er stadig sigtet i sagen.
/ritzau/
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
Som nyhedsbrevsmodtager sender vi dig nyhedsbreve indeholdende breaking news, dagens vigtigste nyheder samt redaktionelle kampagner. Når du tilmelder dig nyhedsbrevet, accepterer du samtidig, at nyhedsbrevet kan indeholde kommercielt indhold i form af tilbud, læserundersøgelser, konkurrencer og events fra Avisen.dk samt markedsføring af produkter og ydelser fra 3. part.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.