Der bliver råbt bøsserøve og pansersvin til landets politibetjente, mens de er på arbejde. De bliver sparket, spyttet og truet på livet, men nu er det nok.
I løbet af denne weekend er betjente ved Østjyllands Politi blevet udsat for verbale eller fysiske overgreb ti gange, skriver de i en pressemeddelelse.
- Det er fuldstændig urimeligt, at vores betjente bliver udsat for sådanne overgreb, siger politiinspektør og leder af beredskabet, Morten Anker Jensen.
- De skal kunne udføre deres arbejde uden at risikere at blive overfaldet på den ene eller anden måde, fortsætter han.
Nu vil politiet sætte hårdere ind overfor overgrebene, og der er allerede rejst sigtelse i samtlige sager fra weekenden. Her kan de sigtede se frem til en bøde på omkring 1500 kroner eller en fængselsstraf for de grovere sager med vold og trusler.
- Det er en rigtig træls tendens, vi ser lige nu, og som vi også slår hårdt ned på. Betjentene har fået besked på at rejse sigtelse, lige så snart de oplever noget i den stil, så vi sender et stærkt signal om, at vi ikke finder os i det, siger Morten Anker Jensen.
I øjeblikket har de også flere sager kørende, hvor betjente er blevet svinet til på Facebook eller opsøgt på gaden i deres fritid.
/ritzau/