Den farlige undslupne fange fra Århus giver politiet flere og flere panderynker. Trods en øget efterforskningsindsats er 24-årige Kenni Stegemeier Lausch som sunket i jorden.
"I løbet af lørdag aften fik vi et par henvendelser på mulige opholdssteder for den eftersøgte. Vi har været ude på tre adresser, men desværre var han ikke til stede der," siger vagtchef ved Østjyllands Politi, Jesper Drejer, til Newspaq.
Trods nattens nitter har politiet dog langt fra givet op.
"Vi håber selvfølgelig stadigvæk at få det afgørende tip fra befolkningen. I det nærmeste dage vil vi opsøge flere steder, hvor vi tror, at han kan opholde sig," forklarer vagtchefen.
Selvom Kenni Stegemeier Lausch betegnes som særdeles farlig, har de almindelige århusianere dog ikke noget at frygte.
"Beboere skal bestemt ikke være nervøse. Han ved godt, at han er stærkt eftersøgt, så han skjuler sig helt sikkert," slutter Jesper Drejer.
Kenni Stegemeier Lausch har dog allerede opsøgt og truet vidner samt deres pårørende.