Politiet løslader 30 HA-medlemmer

Ingen af de 30 medlemmer af Hells Angels, der blev anholdt efter knivstik og skyderi, skal i grundlovsforhør.

Ingen de 30 Hells Angels-medlemmer, der blev anholdt, efter at to mænd blev såret af henholdsvis knivstik og skud på Amager, bliver fremstillet i grundlovsforhør.

- Alle bliver løsladt. Vi har ikke nok til at fremstille dem for en dommer, siger vicepolitiinspektør Tommy Keil til eb.dk.

Han har tidligere oplyst til Ritzau, at man betragter drabsforsøgene mod de to mænd som et internt opgør i rockerklubben.

Efter drabsforsøgene, som fandt sted omkring klokken 20.15 i Kastrup, slog politiet til mod flere af Hells Angels klubhuse i Storkøbenhavn og anholdt i alt 30 personer, som altså alle vil blive løsladt igen.

Gerningsstedet var formentligt Ugandaskoven, der ligger på Ugandavej. Men det 31-årige knivoffer blev smidt ud af et køretøj på Englandsvej.

- Vi finder en mand, der er blevet smidt ud af en bil. Han er blevet slået og stukket, siger Tommy Keil.

Det andet offer, en 32-årig mand, blev fundet i en sort personbil på Englandsvej, hvor han lå på bagsædet med skudsår i benet.

- Det er en mand, der er blevet skudt formentlig i benet, siger Tommy Keil, som oplyser, at begge mænd skønnes uden for livsfare.

Ekstra Bladet skriver, at begge mænd for ganske nyligt er blevet smidt ud af Hells Angels i såkaldt "Bad Standing".

Dermed tyder det på, at episoden ikke har noget at gøre med den spirende konflikt mellem HA og Bandidos, der for tiden kører på Amager.

Onsdag morgen blev en lastbil med en mursten på speederen kørt ind i et Bandidos-klubhus på Amager Landevej.

Politiet udelukkede hurtigt, at der her var tale om en tilfældighed, og torsdag advarede politiet offentligheden om, at en ny rockerkonflikt kunne være under opsejling.

Der har den senere tid været en del voldelige sammenstød mellem Hells Angels og Bandidos, og onsdag ransagede 18 rockeradresser over hele Sjælland og tilbageholdt over 100 personer.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.