Under et døgn efter at Michael Jackson døde, er hans personlige læge eftersøgt.
Der er Los Angeles politi, der har sat eftersøgningen i gang, skriver CNN.
De første meldinger om Michael Jacksons dødsårsag lød på hjertestop, men der har siden været forlydende om, at lægen skulle have givet popikonet en smertestillende indsprøjtning, inden han døde, skriver flere medier.
Lægens bil blev fjernet fra Michael Jacksons hjem efter hans død torsdag nat. Bilen er nu beslaglagt, og den "kan indeholde medikamenter, der er relevante for efterforskningen" af Michael Jacksons død, siger Agustin Villanueva fra Los Angeles politi.
Brian Oxman, der er tidligere advokat for Jackson-familien, har i lang tid været bekymret for Michael Jacksons forbrug af medicin.
"Jeg talte med hans familie om det, og jeg har advaret alle, som jeg kunne advare. Jeg sagde, at Michael Jackson tager for meget medicin, og jeg vil ikke ønske at se det udvikle sig," udtalte advokaten, der også var sammen med familien på hospitalet i går.
Der vil gå noget tid, før vi ved, præcis hvorfor Michael Jackson døde. Resultaterne af obduktionen vil først være klar om seks til otte uger.