Københavns Politi får hjælp fra udlandet i efterforskningen af sagen mod otte kurdiske mænd, der sigtes for at finansiere terror.
- Vi samarbejder selvfølgelig med politiet i udlandet, siger vicepolitiinspektør Jens Møller i Københavns Politi.
Men da dørene er lukket ved grundlovsforhøret af de otte mænd, ønsker han ikke at kommentere sagen yderligere eller komme nærmere ind på deltaljerne i efterforskningen.
- Vi kan sige det samme, som vi har skrevet i pressemeddelelsen i går, og det er, at de her mænd sigtes for at have indsamlet penge hovedsageligt i det kurdiske miljø hos kurdiske erhvervsdrivende til at finansiere PKK, siger Jens Møller.
PKK er en kurdisk organisation, der står på terrorlisterne, og de otte mænd sigtes for at have indsamlet og formidlet millioner af kroner til organisationen.
- Vi tror ikke, at pengene står på nogle bankkonti rundt omkring i verden. Vi regner derfor ikke med, at der er penge at finde, tilføjer han.
Politiet hævder, at der er indsamlet 67 millioner kroner i Danmark til PKK.
Mændene blev anholdt tirsdag formiddag og er onsdag fremstillet i grundlovsforhør i Københavns Byret, hvor de kræves varetægtsfængslet.
Op til hundrede danskboende kurdere var mødt op foran retten for at protestere mod anholdelserne og vise støtte til de anholdte.
- Vi er overbeviste om, at det er den tyrkiske regering, der har bedt de danske myndigheder om at anholde vores venner, siger en 31-årig kvinde, der hedder Figen.
Inden for i retslokalet blev der klappet og jublet, da de otte trådte ind i retslokalet tidligere på formiddag.
Alle nægter sig skyldige.
/ritzau/