Hvem har set to mænd i en hvid kassevogn natten til lørdag omkring klokken tre i Randers?
Her stod en 40-årig mand bag kassevognen i Klostergade ud for Snaregade og skrev en sms. Pludselig blev han antastet af to mænd, som efterfølgende overfaldt den 40-årige, som blev slået med et baseballbat og sparket.
Offeret beskriver de to gerningsmænd på følgende måde:
Den ene var en mand af udenlandsk oprindelse, som taler næsten flydende dansk. Han var mellem 18 og 25 år gammel og under 170 cm. høj. Han beskrives som almindelig af bygning med mørkt, kort hår.
Den anden gerningsmand er også af udenlandsk oprindelse, men spinkel af bygning. Han var over 170 cm. høj med kort, mørkt hår og mørke øjenbryn.
De flygtede i den hvide kassevogn, som måske kunne være en Toyota Hiace.
Vidner kan kontakte Østjyllands Politi på telefon 87 31 14 48.