Politiet håber på borgernes hjælp til at opklare en sag og fange de fire formodede gerningsmænd, der natten til mandag forsøgte at stjæle fra en pengeautomat og siden tog flugten med politiet i hælene.
Det begyndte ved hæveautomaten i den jyske by Galten og fortsatte i ca. 100 kilometer ned gennem Jylland.
Natten til mandag den 24. maj kl. 03.42 forsøgte fire personer at begå tyveri fra en hæveautomat i Galten. Det mislykkedes og de formodede gerningsmænd blev efterfølgende eftersat af Midt- og Vestjyllands Politi og Sydøstjyllands Politi over en strækning på ca. 100 km fra Galten til Kolding.
I forbindelse med eftersættelsen, som fandt sted omkring kl. 04.15 – 04.45 ad hovedvej A13 i sydlig retning mellem Pårup og Tørring, kørte bilen med de formodede gerningsmænd flere gange med fortsæt over i den modsatte kørebane og var tæt på at påkøre køretøjer, der kørte i den modsatte retning.
Flere nummerplader
Sydøstjyllands Politi vil meget gerne i kontakt med førere og passagerer i de køretøjer, der var tæt på at blive påkørt af den lys blå Citroën C3.
Sydøstjyllands Politi vil også gerne i kontakt med vidner, der har set gerningsbilen i dagene den 22.maj – 24. maj 2021, da de formodede gerningsmænd formentligt har opholdt sig i Danmark i dagene op til det mislykkedes tyveri. Personerne i bilen er formentligt tre franskmænd og en russer.
Da den efterlyste bil er set med flere nummerplader, søger vi ikke et specifikt registreringsnummer.
Hvis du har oplysninger, der kan hjælpe efterforskningen, så kontakt venligst Sydøstjyllands Politi på tlf. 114.