Et dødsfald i Brædstrup nordvest for Horsens betragtes ikke længere som mistænkeligt. Det oplyser Sydøstjyllands Politi fredag eftermiddag.
En midaldrende mand blev torsdag fundet død i en lejlighed på Vestergade. Siden har politiet forsøgt at klarlægge årsagen til hans død.
Fredag formiddag er manden blevet obduceret. Og herefter er der ingen grund til at tro, at der ligger en forbrydelse bag dødsfaldet.
- Dødsfaldet er ikke længere mistænkeligt, siger efterforskningsleder Lars Peter Madsen fra Sydøstjyllands Politi.
Politiet fik ved 16.30-tiden torsdag en anmeldelse om, at en mand var fundet livløs i en lejlighed i Vestergade i Brædstrup. Forinden var nogle bekendte blevet bekymret, fordi de ikke kunne komme i kontakt med ham.
Efterfølgende har teknikere arbejdet for at opklare, om der var sket en forbrydelse. Området ved lejligheden er blevet undersøgt af politi med hunde.
Når folk bliver fundet døde, og det ikke umiddelbart står klart, hvordan de er kommet af dage, behandler politiet dødsfaldet som mistænkeligt.
Det betyder, at man efterforsker sagen, som om der er tale om et drab, så vigtige spor ikke går tabt, hvis det senere viser sig, at noget kriminelt ligger bag.
/ritzau/