Op mod 10 lejligheder er udbrændt i en boligblok i Kolding efter en voldsom brand, der startede søndag aften på et børneværelse. Mindst 120 personer er evakueret, og de skal ikke regne med at vende hjem mandag, oplyser lokalpolitiet i Kolding.
- De skal ikke regne med at komme hjem i dag, men vi kan måske hente nogle praktiske effekter til beboerne, siger Verner Pedersen, leder af lokalpolitiet i Kolding, til Ritzau.
Han informerer de evakuerede på et møde mandag morgen, og her får op mod 10 familier at vide, at deres lejlighed er udbrændt. Politiet tør ikke give et bud på, hvornår beboerne kan vende hjem.
Ilden ulmer stadig, men brandvæsnet har flammerne under kontrol. Søndag aften udviklede branden en voldsom og giftig røg, så lokale i Kolding blev opfordret til at gå indenfor og lukke vinduer. Luften er mandag morgen uden fare for mennesker.
- Fire kom på skadestuen, mens alle de andre er uskadte. Men de er meget berørte af situationen, fordi der er mange hjem, der er brændt samt naboer og venners hjem, fortæller Verner Pedersen.
Politiet betegner fortsat årsagen til branden som ukendt, men vidner på stedet fortæller, at en flok drenge på et værelse har leget med ild, og at det har startet branden. En årsag som politiets teknikere delvis bekræfter.
-Vi kender ikke årsagen, men vi ved, at branden er opstået på øverste etage i et børneværelse, siger Verner Pedersen.
Mandag morgen brænder det fortsat i den fireetagers høje ejendom, og forsøget på at slukke ilden er opgivet.
- Det brænder fortsat kraftigt i tagkonstruktionen. Det nytter ikke noget at hælde vand på udefra. Samtidig kan redningsfolkene ikke komme til indefra, sagde vagtchef Bent Hedeager Nielsen fra Sydøstjyllands Politi.
Pøses der mere vand på, vil det løbe ned i de underliggende lejligheder og ødelægge boligerne, lyder det.
Branden startede klokken 18.22 søndag aften.
/ritzau/