Politiet har gjort et nyt forsøg på at slå den organiserede prostitution og kvindehandel lidt ned.
Det skete ved en aktion sent onsdag aften og torsdag nat, hvor 40 prostituerede, fem narkohandlere og 13 udlændinger blev anholdt på barer, klubber og gader på Vesterbro i København, oplyser TV 2 News.
Mange af de prostituerede er afrikanere og østeuropæere.
- Indtil videre holder vi kortene lidt ind til kroppen, men jeg kan bekræfte, at vi har gennemført en større koordineret aktion, siger vagtleder på Politigården, Mogens Knudsen, til Politiken.dk.
Aktionen kommer efter, at Københavns Politi ellers har meddelt, at man ikke har ressourcer til den slags masse-anholdelser. Der er simpelthen for mange sager at behandle og systemet er så presset, at betjentene skal foretage færre anholdelser.
Men aktionen i nat var øjensynligt planlagt før den melding.