Tilliden var enten helt væk eller på et meget lille sted til rigspolitichef Jens Henrik Højbjerg.
Det har været meldingerne de seneste dage fra tillidsfolk i Københavns Politi.
Tirsdag var Højbjerg til møde i Politiforbundets forhandlingsudvalg om sagen. Og nu er der glattet ud mellem parterne, mener han.
- Det har været et godt møde, hvor der var lejlighed til at rydde nogle misforståelser af vejen.
- Der er ikke tale om, at der males noget skønmaleri over for politikerne. Men det er klart, at vi må sørge for at kommunikere mere tydeligt fremover, hvad det betyder for politiet, når vi får nye opgaver, siger Højbjerg.
Tillidsfolkene har meldt ud, at tilliden til rigspolitichefen er væk, fordi Højbjerg ifølge tillidsfolkene har udtalt, at politiet er rustet til at klare den verserende bandekonflikt i København.
Men det er politiet ikke, lyder det fra tillidsfolkene. De er utilfredse med, at rigspolitichefen ikke klart nok understreger, at en effektiv indsats på bandeområdet vil betyde, at politiet må nedprioritere andre områder.
Inden mødet glattede Højbjerg allerede ud. Han ved godt, at dansk politi står i en presset situation, sagde han.
Formand for Politiforbundet Claus Oxfeldt mener også, at der nu er glattet ud efter mødet. Han kalder kritikken berettiget i forhold til, at der skal meldes tydeligt ud om politiets ressourcer.
- Der er forståelse for, at kommunikationen skal være meget tydelig i forhold til den virkelighed, vi oplever.
- Forligskredsen er klart orienteret, og de (retspolitikerne, red.) er også klart orienteret af mig. Så jeg har været noget frustreret over at høre, at politikerne virker overraskede over, at situationen er så presset, som den er, siger han.
Fællestillidsmand Torben Ryttergaard fra Operativ Specialafdeling i Københavns Politi har til Berlingske sagt, at han ønsker en ny rigspolitichef.
Helt så bombastisk var udmeldingen ikke fra Michael Møller, der er tillidsmand i Københavns Politiforening. Men Møller understreger, at hans medlemmer ikke har megen fidus til Højbjergs udmeldinger.
Det er denne kritik, som Højbjerg nu mener, at der er taget hånd om.
/ritzau/