En hætteklædt bankrøver med tromlerevolver efterlyses af Syd- og Sønderjyllands Politi for et røveri den 6. marts mod Danske Bank på Møllegade i Padborg.
Og politiet vil fælde bankrøveren på stemmen.
Bankrøveriet har været efterforsket længe, men politiet er stødt på en mur. Derfor offentliggør politiet nu mere om bankrøveriet.
- Det er en af to muligheder for at få identificeret gerningsmanden. Den ene er enten på huen eller den specielle stemme. Det skal være en lokalkendt på enten den danske eller tyske side af grænsen, som kan genkende manden, fortæller Henning Wollsen.
Politiet vil ikke oplyse, hvad den anden mulighed for at fange bankrøveren kan være.
Røveren kom løbende ind i banken iført en sort strikhue med huller til øjnene, oplyser politiet.
- Han løb direkte til kassen og truede de ansatte væk med en tromlerevolver. Han går selv om bag kassen, skubber personalet til siden, putter pengene i en hvid stofpose og forlader banken, siger kriminalassistent Henning Wollsen til Ritzau.
Røveren løb væk fra banken i retning mod Østergade. Ved et stisystem, som løber mellem Østergade og Hasselhaven, smed han forskellige beklædningsdele.
Han beskrives som mand, mellem 25 og 30 år, ca. 180 centimeter høj, kraftig til muskuløs af bygning og muligvis kraftige kinder.
Han har blondt karseklippet hår, talte dansk uden accent, iført grå hættetrøje, blå cowboybukser, hvide gummisko og hvide engangshandsker.
Se og hør røveriet her:
http://www.politi.dk/NR/rdonlyres/907F9404-4348-4AAF-B9F8-61BFDEF5CFF9/0... %B8veri_Padborg_040912. wmv
/ritzau/