Selv om offeret for et dødeligt knivstikkeri på Jydeholmen i Vanløse havde relationer til rockergruppen Bandidos, tyder intet på, at drabet har noget med bande- eller rockerkonflikterne at gøre.
- Det tyder ikke på, at det er andet end en diskussion, der gik galt. Foreløbig tyder det på, at det er noget, der er opstået helt tilfældigt, siger lederen af Københavns Politis bandeenhed, vicepolitiinspektør Lau Thygesen, som efterforsker sagen.
Overfaldet skete kort før middag tirsdag, da to danske mænd med tatoveringer blev stukket ned med kniv af tre meget unge mænd af udenlandsk herkomst.
Den ene blev stukket i armen og på hånden, mens den anden - en 21-årig mand - fik flere knivstik i ryggen. Han vaklede ind på det nærliggende værtshus Café Damsø.
- Lås døren og ring til politiet, sagde han ifølge en værtshusgæst, som ekstrabladet.dk har talt med.
På værtshuset fik han førstehjælp af en kvinde, hvorefter en ambulance bragte manden til Rigshospitalets Traumecenter, men hans liv stod ikke at redde.
Ifølge flere medier var den dræbte lillebror til en højtstående Bandidos-rocker, men Lau Thygesen ønsker ikke at udtale sig nærmere om, hvem han var.
Efter knivstikkeriet løb de tre gerningsmænd ad Jydeholmen mod Ålekistevej.
Først på aftenen er det endnu ikke meget politiet kan oplyse.
- Vi er stadig ved at stykke tingene sammen for at få et billede af hændelsesforløbet og motivet til det, der er sket, siger Lau Thygesen.
Kniven, der blev brugt ved sammenstødet, har politiet endnu ikke fundet.
- Men vi vil gerne høre fra eventuelle vidner, der måtte have set gerningsmændene løbe fra stedet, eller hvis nogen finder en kniv, der kan være gerningsvåbnet, siger Lau Thygesen.
/ritzau/