Den 29-årige far til en lille pige, der torsdag omkom på bagsædet af en parkeret bil i Lyngby, har været til afhøring hos politiet.
Og ifølge Nordsjællands Politi er det en dybt ulykkelig far, der har måttet forklare, hvordan han kl. 15.30 fandt sin datter død i bilen.
"Han har det ikke godt," siger Flemming Poulsen fra Nordsjællands Politi ifølge Berlingske.dk.
Pigen menes at være blevet efterladt i bilen ved ni-tiden om morgen.
"Vi går ud fra, at faderen har glemt at aflevere pigen i vuggestue, og er kommet til at efterlade hende i bilen. Det er i hvert fald det han selv har forklaret. Men vi foretager en fuld efterforskning af sagen for at udelukke alle andre muligheder," siger Flemming Poulsen.
Temperaturen var i løbet af dagen oppe på 26 grader, oplyser Dansk Meteorologisk Institut.
Faren tilkaldte en ambulance, da han fandt sin livløse datter, men ambulancelægen kunne blot konstatere, at hun var død.
Bilen var parkeret ved Lottenborgvej 24 i Lyngby, hvor flere Novo Nordisk-selskaber har til huse.
Politiet har også haft kontakt til pigens mor, der nu modtager krisehjælp.
En lignende tragedie fandt sted for blot en uge siden i den belgiske by Haasrode. Her fandt moderen sin kun 11 måneder gamle baby død i farens bil. Her havde det været 21 grader i løbet af dagen.