Politiet har i nat været til stede i den vestlige del af Aarhus, hvor der på Lenesvej i Brabrand har været et knivstikkeri.
Anmeldelsen løb ind klokken 23.35 fredag aften, og politiet har siden efterforsket sagen massivt, oplyser vagtchef Flemming Lau fra Østjyllands Politi til TV2.
Lørdag morgen fortæller vagtchefen til Ritzau, at en 38-mand er i kritisk tilstand efter at være blevet stukket med kniv flere steder på kroppen.
Manden blev overført til traumecentret i Skejby, hvor han lørdag morgen lå på operationsbordet.
Østjyllands Politi leder nu efter gerningsmanden. Motivet til det, som politiet kalder forsøg på manddrab, er endnu ukendt.