Det Kgl. Teater. Turbinehallerne. Tjekhovs Kirsebærhaven. Iscenesættelse: Katrine Wiedemann. Scenografi & kostumer: Christian Friedländer. Spiller til 28 april.

JJJJJ

Mærkeligt er det, at Tjekhov har haft overskud til at skrive Kirsebærhaven med sorte tuberkuloselunger, for stykket er så hvidblomstrende humoristisk i sin beskrivelse af menneskers klodsede omgang med livet.

Den fallerede godsejerfamilie Ranévskaja har set bedre tider, smilet er stivnet bag de mange ulykker, der senest har ramt familien, og latteren er noget mekanisk, når gods og kirsebærhave forsvinder for dem. Instruktøren Katrine Wiedemann holder sig til en gennemført komisk stil som fuldendes i alt fra falden-i- gulvtæppe-komik, løben og skvatten på trapper til de mere spidsfindige ironiske replikker og de ufrivilligt morsomme pivdyrs-støvler.

Scenografien er en blanding af nutids- og fortidsscenografi. Friedländer udnytter hallerne optimalt i en charme, der udstråler østeuropæisk skønhed og råhed på en gang. En hyldest til Turbinehallerne inden det Kgl. rykker til nye og mere tilpassede lokaler.

Et glemt spøgelse

Før var der enevælde og klare tjener/herskabsforhold, men bønderne er nu blevet frigivet af deres livegenskab – og alt er i princippet muligt. Handelsmanden Lopákhin gør sin entré i skikkelse af svenske Shanti Roney, der varsler ikke bare nye tider men også en skræmmende arbejdsomhed. Han står op klokken fire om morgenen og taler og fabulerer som en kommende perfektstøbt nyliberalist – han er fremtidens mand, kapitalismens mand. Moderen Ljubóv, fremragende spillet af Bodil Jørgensen, er ikke meget for fremtiden og vil helst lege og tumle i sit adelige dukkehus, som var hun stadig lige så ung og sprudlende som de to døtre, buksepigen Várja (en gæv Maria Rossing) og den uskyldige pige-pige Anja (en ren Malin Brolin-Tani). Onklen Gájev (en nedtonet meget morsom Morten Suurballe) har nærmest faderlige følelser for den sovende uskyld, som samler hele familien i et sidste håb. Ingen har lyst til at tage afsked med det skønne sted, når man i stedet kan drikke champagne og snakke om den fabelagtige natur der »stråler i et evigt skær, smuk og ? ligegyldig«.

Den gamle feudalverdens glans og magt bliver noget bleg, når champagnen skiftes ud med vand, mens den senile tjener Firs (i Ole Ernsts glimrende gammel-mands fortolkning) trasker rundt som et glemt spøgelse. Lopákhin kan gøre tingene på sin egen frie måde. Han køber godset og kirsebærhaven med sin ny ’slipse-identitet’, hvor man ’kan betale sig for det hele’. Fra intetsigende bonde-status til råbende noget-status gør han det umulige, mens kærligheden og frieriet til Várja aldrig kommer videre på trods af utallige opfordringer og snak i krogene.

I stedet fældes de gamle træer, og der gøres plads til den ’lovende’ fremtid.