Det er hårdt at være verdens bedste tennisspiller.
Det hårdeste foregår endda uden for banen i form af interview med pressen, sponsorarrangementet m.v.
Derfor vil far Piotr lave en mur rundt om datteren og afvise WTA og Carolines egen manager, hvis de kræver for meget.
"Hun er meget træt og utilfreds i disse dage. Der er alt for mange ting hun skal stille op til uden for banen," siger Piotr Wozniacki til Ekstra Bladet.
Wozniackis tidligere træner Kenneth Carlsen forstå den 20-årige stjerne.
"En enkelt ting eller to om dagen gør ikke det store. Problemet er, når der er så meget, at hun føler, at hun slet ikke får slappet af, næsten ikke får tid til at spise og ikke får bare fem minutter for sig selv," siger Kenneth Carlsen til sporten.tv2.dk.
Ifølge Carlsen er der X antal ting, man skal stille op til i løbet af en uge.
"Og hvis det er WTA, der siger det, så skal du stille op. Ellers får du en bøde," siger Kenneth Carlsen til sporten.tv2.dk.
Caroline Wozniacki skal i denne uge spille Sony Ericsson Open i Miami.