Happy Feet
Instr.: George Miller
Man ser det for sig: En flok filmproducere på jagt efter en idé til endnu en animationsfilm. Forslag a la nuttede dyr med pels - gerne truet på deres eksistens , en masse disko og dans og en eller anden historie om noget med kærlighed og sammenhold .
Lyder det som en iskold succes-kalkule? Det er det. Og det endda fra producer og instruktør George Miller, der også havde en finger med i hittet Babe - den kække gris - et charmerende lille grynt, som vandt hjerter i flere generationer.
I Happy Feet handler også det om at høste hjerter. Helt konkret, fordi at oppe på Antarktis finder kejserpingvinerne deres mage gennem sang med den lidt corny afvigelse fra virkeligheden, at her er der tale om velkendt Quenn, Prince og Beach Boys-repertoire. Fair nok, det swinger. Men ikke for Mumle, der er skingrende tonedøv, men til gengæld kan steppe - deraf titlen.
Næsten som i en animeret opdatering af dansefilmen Footloose kan hverken farmand eller samfundets overhoveder dog bifalde Mumles alternative moves og derfor må vores lille misforståede pingvin trippe ud for at finde nye venner på fjerne isflager. Altså, en klassisk parafrase over udstødelse og omfavnelse tur/retur.
Desværre med syv slutninger og en klisterklam overbygning om truslen fra de onde mennesker (der måske alligevel ikke er så onde) og værst af alt: Et sprog, der med ord som patetisk, karisma, arrogance, dårskab og hedensk suser lige hen over hovedet på sin egen målgruppe.
Min datter på fem (snart seks) kedede sig så bravt, at hun tog sin flyverdragt på før filmen var slut. Hun var skræmt og ville hjem. At Happy Feet gør visse unger bange, kan man ikke klandre den for. Jeg tænker kun: Hvem er alle de små søde merchandise-bamser til nu, hvor Medierådet fraråder filmen for børn under syv år?
De detaljerige animationer og svimlende panoreringer er dog ? set med voksne øjne ? forrygende flotte, men det redder ikke en tynd og fortænkt fortælling. Jeg vil tillade mig at fraråde Happy Feet for alle, der ejer kritisk sans.