Den mexicanske pilot, som forleden forulykkede under indflyvning til lufthavnen syd for Rønne, har overtrådt straffeloven.
Det hævder Bornholms Politi, som nu i et grundlovsforhør vil bede en dommer om at varetægtsfængsle den 37-årige.
- Efter vores mening har han bragt andres menneskeliv i fare ved at flyve uden at have det fornødne flycertifikat og uden de fornødne kundskaber, siger politikommissær Peter Jørgensen.
Piloten, der ligger på Rigshospitalet, sigtes for at have overtrådt paragraf 252 i straffeloven om på hensynsløs måde at udsætte andre for fare.
Ved styrtet blev både mexicaneren selv og hans polske passager kvæstet.
Torsdag blev piloten afhørt på Rigshospitalet. Her blev han også sigtet for bedrageri.
- Han nægter alt, siger politikommissær Peter Jørgensen.
Bedrageriet skal være sket ved, at han under et tidligere besøg på Bornholm tankede brændstof for 30.000 kroner og brugte et betalingskort, som var afmeldt.
Retsmødet fredag kan mexicaneren ikke selv deltage i. Kvæstelserne er så svære, at han ikke magter at møde op.
Ulykken skete i lørdags. Flyet, et tysk indregisteret Learjet, landede i en majsmark. Det var lettet fra Berlin.
/ritzau/