Udlændinge fra ikke-vestlige lande koster så mange penge, at det går ud over andre danskeres velfærd.
Det mener Dansk Folkeparti, som derfor kræver en integrationskommission, som skal regne ud, hvor meget en ikke-vestlig nydansker koster samfundet. Både når det gælder hospitalsvæsen, rets- og socialvæsenet og uddannelsessektorren. Men også omkring halal-mad i institutioner, bederum, tolke og krav om kvindelige læger, siger Pia Kjærsgaard til Newspaq.
"Jeg synes, det er vigtigt, at vi får et samlet overblik over, hvad koster en udlænding i det danske samfund. Og jeg er ikke i tvivl om, at udlændinge i vidt omfang koster det danske samfund mange penge," siger Pia Kjærsgaard til Newspaq.
Hun mener, at det er et helt naturligt og centralt krav for DF, at regeringen skal nedsætte en kommission, der skal beregne omkostningerne for nydanskere.
"Man har altid haft en berøringsangst , når det gælder udlændingepolitikken. Men vi ved præcist, hvad omkostningerne er for børnechecken, og hvad det koster for pensionister. Vi skal tage fat på alle udgifter og finde ud af, hvordan vi kan nedbringe udgifterne. Udlændingene, der bidrager positivt til det danske samfund, er ingen belastning, men det er de, der ikke bidrager," siger Pia Kjærsgaard.
De Konservatives flygtningeordfører, Naser Khader, siger til Newspaq, at han undrer sig over, hvordan man laver sådan et regnestykke.
"Hvilke indvandrere drejer det sig om. Hvor mange generationer skal vi gå tilbage. Skal jeg tælles med, skal mine børn og deres udgifter tælles med. Skal slitagen på cykelstier og og veje tælles med. Jeg tror ikke, vi kan nå frem til eksakte tal," siger Naser Khader til Newspaq.
Han mener også, at man ikke kun kan se på indvandrere som en udgiftspost alene.
"Jeg synes, at når man skal beregne udgifter er det også vigtigt at beregne indtægter. Det er jo ikke alle indvandrere, der er en udgift for Danmark. Der er jo mange, der bidrager positivt til det her samfund," slår Naser Khader fast.
Også integrationsminister Birte Rønn Hornbech fra Venstre er imod en såkaldt integrationskommission og at gøre udvalgte grupper op i penge.
Men det tager Pia Kjærsgaard helt roligt.
"DF kommer med nogle forslag, som vi gerne vil forhandle med regeringen om. Jeg tager det temmelig afslappet, hvad Naser Khader og Birthe Rønn Hornbech siger pt," siger hun.