Et liv med tryghed i centrum. Sådan beskriver Per Larsen, hvad han kan bidrage med som ny formand for Børnerådet.
- I politiet har vi en tryghedsdagsorden, som i høj grad handler om børn. Og i de sidste par år har jeg været i Center for Sikker By, hvor overskriften jo også er tryghed. Og så er jeg også beskæftiget i efterskolesammenhæng og idrætsverden.
Jeg har hele livet beskæftiget mig med tryghed i den bredeste forstand, så jeg føler, at jeg har en ballast. Jeg har et langt liv bag mig - og forhåbentligt et langt foran mig, og jeg har en masse social indsigt. Det går op i en højere enhed.
Per Larsen efterløser Lisbeth Zornig som formand for Børnerådets seks medlemmer, som er udpeget af forskellige interesseorganisationer med hver deres styrke og speciale.
- Som udgangspunkt bliver det et spørgsmål om at få alle eksperter tilknyttet. Rollen bliver at samle og forene, så vi kan samle børnesagen bredt, siger Per Larsen.
Han mener, at hans rolle bliver en form for katalysator, hvor han skal forsøge at skabe konsensus og påvirke forskellige politiske processer i blandt andet Folketinget og ministerierne.
Han sætter sig ikke i formandsstolen med en mærkesag. I stedet skal Børnerådets medlemmer sætte sig og diskutere, hvordan verden er skruet sammen og komme med deres visioner for fremtiden.
- Udgangspunktet er, at vi skal favne børnene bredt. Vi skal ikke glemme nogen - hverken særligt voldsomt udsatte, men sandelig heller ikke dem, der lever en normal tilværelse, siger han.
- Der er behov for at lytte til børnene og deres holdninger - og prøve at transformere dem ind, så de får den opmærksomhed og støtte, som de har brug for.
/ritzau/